Den 19. maj 2022 løb den årlige udflugt af stablen, og denne gang gik turen til H. C. Andersens by, Odense.

SeniorKlubben besøgte både Jernbanemuseet og det nye H. C. Andersen museum, ligesom vi fik både frokost og aftensmad i det gamle kvarter.

Første stop på turen var frokosten på Oluf Bagers Gård. Oluf Bagers Gård ligger lige midt i Odenses gamle bydel, og kun 100 m. fra H. C. Andersens Hus og museet.

Frokosten bestod af 3 fantastisk flotte stykker smørrebrød og hertil øl og sodavand.

Således mætte, var vi klar til at begive os videre til næste stop på turen - Odense Jernbanemuseum. Her blev vi guidet rundt af nogle utroligt engagerede guider, og de kunne hver især fortælle nogle spændende historierom de gamle maskiner på stedet.

Dernæst skulle vi så returnere til dagens højdepunkt. Det nye H. C. Andersen museum.

Efter en grundig fortælling fra de dygtige guider, skulle deltagerne så rundt i museet på egen hånd. Det er et fantastisk spændende hus at besøge, og arkitekturen er helt fantastisk, og et besøg værd i sig selv.

Efter besøget var det så tid til sidste punkt på turen, aftensmaden.

Den skulle indtages på et af de ikoniske spisesteder i centrum af Odense, nemlig "Grønttorvet". Efter sigende skulle værtshuset have været stamværtshus for Kim Larsen, og det lå da også lige overfor den lejlighed som Kim Larsen boede i.

Vi havde i år valgt at menuen skulle bestå af Wienerschnitzel og æblekage, og jeg er helt sikker på, at der ikke var nogle der gik mætte ombord i busserne til hjemturen.

Alt i alt en rigtig dejlig udflugt i godt vejr, og som altid med højt humør blandt deltagerne. 

Tak for en dejlig dag.

Læs nedenfor om busturen for den jysk/fynske del af selskabet

Turen foregik som sædvanligt med bus fra hhv. Aalborg og Roskilde.

Bussen fra Aalborg var i år blevet udliciteret til en vognmand fra Bindslev, da Olesens busser ikke selv havde biler nok denne dag.

Det var en dejlig bus, og chaufføren kørte godt, men så var det ”sjove” vist også forbi, hvad det angik.

Til trods for, at chaufføren var blevet udstyret med en liste over opsamlingssteder med angivelse af frakørselsnumre etc. så var han ved hvert stop meget usikker på, om det nu også var korrekt.

Det gik fint nedad, og vi nåede Odense i god tid, men Odense er, som så mange andre af storbyerne i dag, nærmest umulig at komme rundt i, og for en bus er det endnu værre.

Nå, langt om længe blev vi sat af, og kunne gå den korte tur til vores frokoststed.

Derfra skulle vi så køres over til Jernbanemuseet, og jeg forsøgte at få fat i chaufføren, men han havde åbenbart besluttet sig for at lade telefonen ringe, så vi blev nødt til at gå til Jernbanemuseet.

Her forsøgte jeg 13 gange at ringe til chaufføren for at fortælle ham, at vi var på Jernbanemuseet, og at vi gerne ville hentes der. Langt om længe ringede han tilbage og sagde, at nu havde han fundet et sted at parkere, så der blev han.

Altså måtte vi gå tilbage til H. C. Andersen museet.

Da vi skulle tilbage mod Jylland, skulle vi blandt andet sætte deltagere af ved Middelfart afkørslen, og jeg fortalte ham i god tid, belært af erfaringen fra udturen, at han skulle huske at dreje fra til Middelfart, hvortil svaret var at det var han helt med på.

Frakørslen blev passeret med 100 km/t. og fortsatte ufortrødent hen over broen. Forespurgt hvad han havde gang i, sagde han, at det da først var den næste afkørsel, der var Middelfart! Jeg fortale ham at Middelfart var på Fynssiden, hvortil han så spurgte – hvad skal jeg så gøre?

På det tidspunkt var jeg ved at være lidt træt af ham, så jeg snerrede, at han da selvfølgelig skulle køre tilbage og sætte folk af i Middelfart.

Nå, men så gik tiden da med det.

Da vi så var kommet godt forbi Horsens, meddelte chaufføren så lige pludselig, at nu skulle der en anden chauffør på bussen, så vi tog en pause ved Ejer Bavnehøj rastepladsen.

Forespurgt om ikke det ville være nemmere at køre til Aarhus Nord afkørslen, hvor vi alligevel skulle sætte en deltager af, var svaret – jo, det var det selvfølgelig, men nu var han kørt ind her og havde fortalt den anden chauffør, hvor han var.

Det tog så yderligere 15-20 minutter. Nå endelig kom vi af med ham og resten af turen gik som planlagt med en de faste Olesen chauffører.

P.s. Det var for øvrigt en rigtig god tur.

Hilsen Johnny Houtved

Oluf Bagers Gård hvor frokosten blev indtaget

Oluf Bagers Gård hvor frokosten blev indtaget

Odense Jernbanemuseum set indefra

Odense Jernbanemuseum set indefra

H. C. Andersen museet

H. C. Andersen museet

Grønttorvet, hvor aftensmaden blev indtaget

Grønttorvet, hvor aftensmaden blev indtaget